Thursday, July 5, 2007

Samlede strøtanker

Så har jeg gået og tænkt siden i mandags, og nu skal det være. Jeg kommer nok i tanke om, hvad jeg også burde have haft med, når jeg er færdig, men her kommer en lille personlig status:
Det har været 10 spændende uger, nogle mere spændende og relevante end andre, nogle har været frustrerende, når tingene ikke ville lykkes. Nogle ting har jeg opgivet, efter at have afprøvet dem, fordi jeg ikke mener, jeg vil komme til at bruge dem (dem med lyd og bevægelse), men man skal jo ikke forsværge noget, nu ved jeg i hvertfald, at man kan en masse på nettet, som jeg aldrig før har gjort brug af. Jeg har flere gange givet udtryk for, at jeg gerne havde deltaget i et stormøde/workshop med udveksling af tips og hjælp, men det kan jo være, det kommer. Ellers har det været meget positivt, at vi har kunnet bruge hinanden på kryds og tværs og har opdaget kompetencer hos andre og sig selv. Vi er blevet registreret en masse steder, som vi så måske kan gøre brug af senere. Jeg er glad for at have deltaget, jeg er stolt af min lille mp3 afspiller, som jeg nok ellers ikke ville have fået, og glæder mig til at lægge noget mere musik ind på den fra bibliotekets righoldige samling. En anden positiv ting har været, at vi er blevet opfordret til at have fun og at lege, og det har jeg gjort med god samvittighed, selv om tiden i perioder er gået fra noget andet. Men det er faktisk vigtigt, at prøve det af flere gange, mens man har det present. Så tak for et godt forløb og god sommer til alle lærere og elever.

Monday, June 25, 2007

#21og #22

Så er jeg blevet oprettet hos YouTube og OdeoStudio - så vidt så godt. Så kan jeg altid begynde at lege og se muligheder, forskelle og ligheder, når jeg får tid. Dette var endnu en af de ting, jeg godt kunne tænke mig at få gennemgået på storskærm, det er ikke altid helt let at finde ud af, hvad man skal bruge det til - eller hvordan. Der er efterhånden mange ting at holde styr på, når man ikke har benyttet sig af noget af alt det "nymodens" før.

Friday, June 22, 2007

#18 og #19

Det har været 2 sjove opgaver i denne uge. Vejledningerne er gode, både Kalles og de "officielle". Jeg afprøvede Docs & Spreadsheets sammen med en kollega, som befandt sig på en filial, og efter nogle frustrerede opringninger og skriverier lykkedes det os at skrive sammen og lægge billeder ud. Det må vi prøve en anden gang. Jeg havde en Google-forside i forvejen, men nu er den sandelig blevet piftet gevaldig op med et farvestrålende sommerbillede øverst. Det er meget nemt at lægge nye ting på (og at slette dem igen). Og når først de ligger der, er det meget nemmere at få et overblik over.

Wednesday, June 20, 2007

I aftes i haven i modlys, så skærmen ikke lige var helt let at se på, sad jeg og legede lidt med min MP3 afspiller. Jeg fik lagt mine 2 yndlingsstationer på, men fandt ikke rigtig ud af, om begge blev liggende, eller den ene forsvandt på bekostning af den anden. Og skal de lægges ind hver gang? Jeg så også de små videoklip, der var lagt på på forhånd, så nu bliver næste øvelse selv at lægge nogle klip på.I dag prøvede jeg så at lægge et par yndlingsnumre fra en cd ind nede på biblioteket med hjælp fra en inkarneret MAC-bruger. Og det var ikke helt nemt, iflg. ham, og da slet ikke iflg. undertegnede, men det lykkedes da, og jeg håber og tror, at der med tiden vil opstå et fortrolighedsforhold mellem MP3 og mig, jo flere gange jeg får "hands on".

Friday, June 8, 2007

Midtvejsmøde

Nu hvor nogle af os er færdige, men langtfra udlærte, med #15, synes jeg, det kunne være en god idé med et fællesmøde for alle deltagere i Randers. Jeg tror, der er behov for at få samlet op på en masse ting og uklarheder og i det hele taget blive "taken by the hand" igennem det foreløbige forløb, f.eks. en kort gennemgang på storskærk, med mulighed for spørgsmål, udveksling af tips og tricks, evt. også for at få afløb af opsparede fustrationer, når tingene ikke vil lykkes.

Monday, June 4, 2007

23ting#15 Technorati

Technorati Profile

23ting#14

Ved en god kollegas hjælp har jeg fundet ud af del.icio.us' "lyksaligheder", samt en masse andre gode råd i tilgift. Det er meget smart, men hvor meget af det, jeg vil benytte mig af det i dagligdagen, er nok et spørgsmål. Det skal nok bruges tit for at få ind på rygraden.

Friday, June 1, 2007

#12

Blev oprettet uden besvær, men så begyndte vanskelighederne ellers, og tålmodigheden blev sat på en prøve. Vejledningen var indviklet, og til sidst opgav jeg, også fordi jeg ikke forstod meningen, og fordi jeg vist kom i gang méd at loade, og det blev ved og ved, så tilsidst sagde jeg stop. Jeg ved ikke, om jeg nogensinden kommer videre ´med dette program, så skal jeg vist have personlig vejledning. Desuden synes jeg, at opgaverne tager længere og længere tid, og overblikket mangler. Skal vi bruge det, vi lærer i f.eks. #12 længere fremme i forløbet, eller er det bare en smagsprøve på, hvad web.2 kan?

Thursday, May 31, 2007

#11 Blogmusik

Det var nemt at blive oprettet og sjovt at navigere rundt i alle de mange titler. Derimod er jeg endnu ikke oprettet i Last.fm, da der skulle administrator-hjælp til - hvilket besværliggør mange ting, synes jeg. Vi er et par stykker, der har så prøvet at nedtage netmusik på min MP3, men det oversteg vores evner på nuværende tidspunkt. Håber på en hjælpende hånd på et senere tidspunkt. Så indtil videre vil jeg benytte mig af bibliotekets righoldige samling.

Monday, May 21, 2007

Status 21.5.07

Efter 4 biblioteks- og 23tings -frie dage melder hverdagen sig med krav om status. Jeg har ikke tænkt særlig meget på det, men var sammen med min norske familie, hvor jeg helt klart kunne se fordelen af dele af de 23 ting, når vi skal udveksle billeder og lyd. Jeg sagde, at jeg ville vende tilbage, når jeg havde lært noget mere, så det glæder jeg mig til. Jeg har fået lagt nogle billeder på Flickr, og har kommenteret lidt på andres billeder for at øve mig. Men endnu sidder det ikke på rygraden. En anden ting, der undrer mig er, at man læser de samme indlæg flere gange/steder. Er det fordi, jeg abonnerer på for meget? Jeg synes også, at man kan bruge mere og mere tid på at læse og skrive blogs, der er trods alt også andet arbejde, der trænger sig på. Det har været dejligt med 2 "fri-uger", det gør ikke noget, hvis det bliver gentaget et par gange i forløbet.

Monday, May 7, 2007

LibraryThing

Det var befriende, for en gang skyld kun at have 1 A-4 side at forholde sig til - en side, der var overskuelig, og hvor der ikke lå skjulte opgaver, som jeg til min skræk har opdaget på nogle af de andre opgaveark, når jeg virkelig har nærlæst dem - og hvor jeg nu allerede har et hængeparti. Stakken af udprintninger er også allerede stor. Ang. dagens øvelse, så var det til at finde ud af, selv om der var titler, der ikke umiddelbart kom frem. Men det hjalp så, når jeg enten tilføjede forfatter, eller skrev både forfatter og titel.

Friday, April 20, 2007

Mysteriet om de forsvundne subskriptioner

Når jeg starter på en frisk under GoogleReader, er de ting, jeg subskriberede på, forsvundet. Er der et sted, man skal trykke på for at gemme? Har andre været ude for det samme?

Smil

Hvordan/hvor finder man de smilende åsyn, som Kalles indlæg er forsynet med? Det virker meget positivt og opmuntrende. Sommetider er der dog også brug for en sur smiley, når tingene ikke rigtig vil lykkes.

Monday, April 16, 2007

Det med de 10-20 minutter holder i hvert fald ikke i Landsretten!

Tuesday, April 10, 2007